The gennem historien

Tea time

Det er ikke længe siden, at det at drikke the i danske hjem var begrænset til et ganske sparsomt udvalg af hovedsagelig sort the, og ofte blev theen serveret i breve. Man havde måske en tante eller bedsteforældre, som bryggede the på kande, og så kunne man være heldig at få serveret the fra Ceylon eller Darjeeling-the fra Indien. Ikke desto mindre har the været en udbredt drik over hele kloden igennem århundreder.

 

 

Det er ganske vist…

 

The blev allerede nævnt i kinesisk litteratur omkring 2700 år før Kristi fødsel, under kejser Shen Nung. Legenden siger, at en dag mens kejser Shen hvilede sig i skyggen fra en helt speciel busk, faldt nogle blade ned og landede i hans kop med kogt vand. En skøn duft bredte sig og kejseren smagte nysgerrigt på drikken. Den havde ikke alene en skøn smag men virkede også forfriskende.

 Kejser Shen Nung

Kejseren blev naturligvis meget begejstret for sin opdagelse, og begyndte at dyrke denne magiske busk, hvis smag og virkning havde gjort så stort indtryk. Desværre for kejserens mundskænk, hvis opgave det bl.a. var at sikre det kejserlige vand mod uønskede fremmedlegemer, blev forsømmeligheden takseret til en halshugning, som blev eksekveret på åstedet; iflg. legenden blev mundskænkens afhuggede hoved omviklet med theblade og begravet under den selvsamme busk, der blev hans skæbne. 

 

I de følgende århundreder spredtes thedyrkningen i Kina og overalt i Asien. Buddhistiske munke, som i Kina traditionelt havde anvendt theen i meditation, ritualer og ceremonier, bragte således theen med sig til Japan ca. 500 år efter Kristi fødsel. I år 621 blev buddhismen Japans nationale religion, og den grønne the blev officielt Japans nationaldrik.

 

 

5 o’clock tea

 

Theen kom til Europa omkring år 1600, da 'Cutty Sark' - den berømte britiske tea clipper for fulde sejlden første last med the ombord ankom med et hollandsk sejlskib. Efterfølgende overtog englænderne the-monopolet.

 

Igennem en årrække var den europæiske import af the relativt begrænset, da rejsen med skib fra Kina til Europa kunne tage flere måneder. Theen var derfor også en forholdsvis dyr og eksklusiv drik forbeholdt den velstillede europæiske elite.

 

I løbet af det 18 århundrede blev skibstrafikken med fragtruterne til Fjernøsten mere regelmæssig, bl.a. med de berømte ’tea clippers’. Således blev theen billigere og derfor også mere udbredt – navnlig i de lande, som drev særligt intensiv handel med de fjerne kolonier.

 

I England, som gennem to århundreder var verdens største kolonimagt, fik the nærmest karakter af nationaldrik, en position der den dag i dag er bevaret som en uadskillelig del af britisk kultur. ’Five o’clock tea, anyone’…?

 

 

Moderne thekultur

 Grøn the - sund for sjæl og legeme

I dag har theens verden for alvor åbnet sig i utallige afskygninger og på mangfoldig vis. Udvalget af thesorter og theblandinger er enormt: Vi bliver præsenteret for sort the, grøn the, hvid the, oolong-the, specialthe, chai-the, ’rød the’, ’urtethe’, økologisk the og ’wellness the’, the i breve og the i løs vægt. The findes desuden i cremer og madopskrifter og som helseprodukter m.m.

 

Også videnskaben interesserer sig i stigende grad for theens positive egenskaber. Utallige artikler og videnskabelige rapporter beskriver således især hvid og grøn the’s sundhedsmæssige værdi -  først og fremmest grundet disse ufermenterede theers store indhold af antioxidanter, der siges at virke cancernedbrydende og livsforlængende.

 

Der kan og bør siges meget om the – og det er der så sandelig også blevet, siden en vis kejser nød sin første kop the for snart 5.000 år siden.

 

Men ét er i hvert fald sikkert og vist: en god kop the klarer tankerne og varmer helt ind i sjælen!